Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat , at influenza A (H1N1) ikke er en mere alvorlig sygdom end den influenza, der hvert år rammer et stort antal danskere. Men ligesom forud for almindelig sæsoninfluenza vil der være nogen personer, der er i større risiko for at udvikle alvorlig sygdom og derfor bør tilbydes vaccination.

Danskere, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge af Influenza A (H1N1) vil i efteråret blive tilbudt at blive vaccineret. Præcis hvem, der vil blive tilbudt vaccination, og hvordan vaccinationen vil foregå i praksis, er endnu i planlægningsfasen.

Hvem bliver vaccineret?
Danmark har købt 3,1 millioner doser vaccine. Det er nok til, at 1,55 millioner danskere kan blive vaccineret. De, der primært vil få tilbudt vaccine, er personer, der er særligt udsatte for at udvikle alvorlig sygdom som følge af influenzainfektion. Det vil først og fremmest sige personer med nedsat lungefunktion, astma, hjerte-karsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar. I alt cirka 750.000 danskere har en af disse lidelser.

Derudover vil dele af sundhedspersonalet blive tilbudt vaccination. Det er fordi, det er afgørende, at der er personale, der kan behandle de syge, og at personalet ikke smitter andre indlagte patienter.

Hvorfor bliver alle ikke vaccineret?
Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at Influenza A (H1N1) for langt de fleste vil forløbe som en relativt harmløs infektion, der giver feber og muskelsmerter samt få dage i sengen, men dernæst vil man være rask igen. Ligesom ved almindelig sæsoninfluenza vil vaccination derfor være unødvendigt for størstedelen af befolkningen.

Nogle lande har valgt en lidt anden strategi vedrørende vaccination end Danmark. Det gælder blandt andet Sverige, Norge og England. Det skyldes til dels forskelle i de enkelte landes aftaler med vaccineproducenterne. Danmark har selv - inden for nogle vide rammer - haft mulighed at beslutte, hvor meget vaccine, vi ønskede at købe. Og vi har – ud fra en vurdering af den konkrete situation - valgt at fokusere på at beskytte de befolkningsgrupper, der vil være i særlig risiko for at udvikle alvorlig sygdom.

Hvornår kommer vaccinen?
Det er endnu ikke muligt at blive vaccineret mod Influenza A (H1N1) i Danmark eller noget andet sted i verden. Sundhedsstyrelsen forventer, at de første danskere vil kunne blive vaccineret omkring den 1. november 2009. Vaccinen er ved at blive sat i produktion,  og vi forventer, at vaccinen vil blive leveret løbende over flere måneder, og vi arbejder nu på at fastlægge, hvem der skal tilbydes vaccination først, og hvordan vaccinationerne skal organiseres rent praktisk.