Om svineinfluenza
Svineinfluenza er en influenza, der findes hos svin, men som også kan overføres til mennesker.
Hos svin
Svineinfluenza er meget smitsom og vil typisk ramme alle dyr i eller en meget stor del af en svinebesætning. De ramte dyr får høj feber og en række andre symptomer, der kendes fra almindelig influenza. Sygdommen kan have dødelig udgang eller for drægtige søers vedkommende medføre abort. Svineinfluenza skyldes primært virus af typerne H1N1, H1N2 og H3N2, der lige som lignende vira florerer over store dele af kloden. Den kan ikke behandles med antibiotika, men det er muligt at vaccinere mod H1N1 og H3N2.
Svineinfluenza har tæt forbindelse til fugleinfluenza, der også har H3N2 som en mulig årsag. Således har man hos talrige svin i Indonesien i 2005, hvor der var en alvorlig epidemi af fugleinfluenza, fundet denne virus, idet svinene dog ikke selv var syge af den.[1] Men i samspil med andre lignende vira kan komme til udbrud hos dyrene.
Hos mennesker
Sygdommen kan endvidere smitte mennesker, omtrent på samme måde som andre epidemiske influenzatyper. Det sker derfor typisk hos personer, der arbejder med svin eller på andre måder har kontakt til smittede dyr.
Hos mennesker er symptomerne feber, løbende næse, ondt i halsen, hoste, manglende appetit, træthed, opkast og diarre, og den kan være slem for personer, der i forvejen er svage, f.eks. ældre mennesker og børn. Sygdommen menes også at kunne smitte mellem mennesker.
Svineinfluenza. (2009, april 29). Wikipedia, Den frie encyklopædi. Hentet 13:26, april 29, 2009 fra http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Svineinfluenza&oldid=3060420.

